Når Børnene Dør - Undergang

Uskyldige unge kroppe lagt på række

Hvert kadaver bærer på en rædselshistorie

Time efter time med blod, pinsel og ydmygelse

Unge sprøde knogler der knaser som løv

Under mine fødder når jeg træder brystbenet ind

Blind tiltro var deres første fejl

Jeg skærer tungen ud for at undgå deres skrig

Når børnene dør

Dernæst slæbt ned i min rædselskælder

Lænket til væggene, hængende i fødderne

Når børnene dør

Den skarpe kniv skær i den sarte unge hud

Så tarmene vælter ud

Smurt ind i pus og blod, er de eneste rester

Skåret op fra hul til hul

Tarmene vælter ud

Og beklæder din fortabte sjæls jordiske rester

Den livløse krop lægger jeg i rækken på gulvet

Evigt voksende maltrakterende perversitet

Innocent young bodies lined up

Each corpse carries on a horror story

Hour after hour of blood, torment and humiliation

Young brittle bones that crunch like leaves

Under my feet when I step on the sternum

Blind trust was their first mistake

I cut my tongue out to avoid their screams

When the children die

Next, dragged down into my horror basement

Chained to the walls, hanging at the feet

When the children die

The sharp knife cuts into the delicate young skin

So the intestines roll out

Smeared into pus and blood, are the only remnants

Cut up from hole to hole

The intestines roll out

And clothe the earthly remnants of your lost soul

I lay the lifeless body in a row on the floor

Ever-growing maltreating perversity