Forbehold - Pelle

Da jeg gav slip fandt jeg udaf at det Hjalp at græde

Overfladespænding kom da det blev Alt for meget

I uroens favn groede et savn

Fejrede kronisk fastelavn og malet jeget op til maskerade

Det et onder vi ik blir ondere det undrer under overfladen, bunder det i

undervægtig hunger jeg trænger til en blunder nogle sekunder

Men er i tvivl om jeg sover når jeg vågner

Lad mig gå i ly i en altid vågen by

, genfødt på ny, venter spændt på at få debut

Første parket smiler stift, venter på at dø

Det spiller ingen rolle i mit flugtforsøg

Gider ik længere snakke

Jeg har mig selv og takke for at det knækker min nakke

Midt i en månelanding, mærker en klump i halsen

I en limbo- både at stå på kanten og rumme faldet

Tiden går i stå - timerne blir fri

Mit vinterhi, her kører livet forbi

I den blinde vinkel her er der tid til at smil

Ligenu, lige her, livet i eksil

Tiden går i stå - timerne blir fri

Mit vinterhi, her kører livet forbi

I den blinde vinkel her er der tid til at smil

Ligenu, lige her

Jeg bare en rimene taber, der lever af det jeg laver

Med stribevis af hadere, kom og find dem lige bag mig

Mange andre samler på kedelige venskaber

Der løber ud i sandet med svedige knæhaser

Ik mig, kan ik fordrage stanken af havvand

Men lydene fra kysten holder angsten på afstand

Økseskaft goddaw mayn

For dem du frygter snart blir din drabsmand

Stammer fra dit bagland

Tanken er ret grim, og evigt befriende

Intet er sigende som det stiltiende

Så Kom ind og bevis det-vis det

Jeg troede jeg var fri men det viste

Sig jeg lever i et skisma

Svæver højt og så går jeg kold

Og den værste form for kontrol er forbehold

Peger kun en vej for nu er klokken tolv

Så jeg lover dig at løfter ikke overholdes

Tiden går i stå - timerne blir fri

Mit vinterhi, her kører livet forbi

I den blinde vinkel her er der tid til at smil

Ligenu, lige her, livet i eksil

Tiden går i stå - timerne blir fri

Mit vinterhi, her kører livet forbi

I den blinde vinkel her er der tid til at smil

Ligenu, lige her

Jeg er midt imellem månesyg og bjergtaget

Åbenlyst særpræget selvværdet svært skadet

Hyrdetime, måske en kende dyster i det

Så Jeg smiler, for det ville være for sygt at grine

Mens angsten den buldrer

Mærker jeg hvordan at resterne smuldre

Længe siden jeg har haft det super, tror bare jeg smutter

Væk fra kaffeklubber, kammersjukker og fra mamas skuldre

Så jeg tænker hvordan jeg ændre det der er svært at forstå

Ku løbe, men hvad vil det nytte, uden at lære at gå

Flyver ture med lånte fjer

Bygger mure der ik kan bære til jeg ik kan være i rummet mere

Vandstanden stiger drukner alting og gir

Vanvittige ideer så anfaldene blir

En mandsperson i recession

Flyder ud i et boblebad af acetone