Kongeegen - Bisse

Ejnar boede i telt hele året

Med sine to schæferhunde

Et telt han selv havde bygget

Af presenninger

Han boede ude ved Bregnehøjmosen

Drak sprit på enden af måneden

Når der ikke var råd til andet

Han brændte de offentlige breve

Huset var gået på tvangsauktion efter morens død

Ingen vil kaste gode penge efter dårlige

Når man kommer så langt ud

Kommer man ikke tilbage igen

Han blev fundet inden han nåede hjem til teltet

Blev indlagt på sygehuset

De måtte aflive hans to elskede hunde

Men ingen fortalte Ejnar om det

Efter sin mors død var disse to skabninger, det mest dyrebare han havde

Mormor besøgte ham

Han fortalte hende at hundene var kommet i det tidlige daggry

De to schæfere kravlede op i sengen og lagde sig på hver sin side af ham

Og de lå der sammen og så solen stige op

Mormor spurgte, hvad sygeplejerskerne dog havde sagt til det

Ejnar svarede, at hundene var kravlet ud af sengen og forsvundet igen,

inden sygeplejerskerne kom ind om morgenen

Og mormor tænkte

«Nu rabler det for Ejnar»

«Nu rabler det for Ejnar»

Vi vandrer

Vi vandrer

Og kommer dog aldrig frem

Ensomme er vi født til den evige vandring

Ensomme er vi født til livets vandring

Vi vandrer over stok og sten

Men finder dog aldrig hjem

I lejligheden overfor har fjernsynet kørt hver nat i de to år jeg har boet her

Hvem er de mennesker der bor derinde?

Mimbres-skålene blev lagt over den dødes ansigt

Og den dødes sjæl rejste ud igennem hullet i skålens bund

Det såkaldte dødehul

Fjernsynet er mine genboers dødehul

Det hul, som deres sjæle vandrer igennem hver nat

Til skærmfantasiernes fremmede, farverige himmel

De vandrer

De vandrer

De vandrer

Men kommer dog aldrig frem

Jeg var på et lille eventyr i går

Ville køre til Slangerup for at købe ind

Det var tidlig aften lidt over seks

Vejret var skønt

Jeg cyklede videre ud af byen

Den 14. august 2015

Købte en is

Cyklede videre til Frederikssund forbi Willumsens Museum

Ved Kronprins Frederiks gamle klapbro stod jeg og nød aftensolen sammen med de

spisende gæster på burgerbaren Route 66

Jeg cyklede over sundet og opdagede at jeg var tæt på Jægerspris Skov

Det sted hvor Danmarks ældste levende væsen står

Kongeegen

Jeg har gerne villet se den længe

Nu var muligheden der

Jeg kørte ad en lille gruset cykelsti og kom ind i Nordskoven

Solen var allerede ved at gå ned

Træerne stod tyste og mørkegrønne

Jeg fandt Kongevejen og blev ført igennem en fin allé af gamle platantræer

Forenden kom Jægerspris Slot til syne

Jeg fortsatte videre ud ad landevejen

Efter femten kilometer forbi marker og hede kom jeg til Kulhuse

Jeg måtte være kørt forbi Kongeegen

Ved Kulhuse stod alt stille

Den sidste færge til Frederikssund var gået for tre kvarter siden

Kun enkelte badegæster opholdt sig stadig på stranden

Jeg kørte min cykel helt ned til vandkanten

Smed tøjet og hoppede i

Vandet var lunt og blikstille

Ude i horisonten så jeg solen synke langsomt i havet

Den vandrer

Den vandrer

Den vandrer

Og kommer dog aldrig frem

Ensom er den født til den evige vandring

Ensom er den født til livets vandring

Den vandrer henover stok og sten

Men finder dog aldrig hjem

Jeg gik op igen

Tørrede mig med mit tøj og konfererede mig med et ophængt turistkort

På den måde fandt jeg ud af jeg kunne finde Kongeegen ved at følge Strandvejen

Men det ville snart være mørkt

Jeg måtte skynde mig

Jeg ræsede altså ud ad Strandvejen og kom hurtigt ind i Nordskoven igen

Mod mig kom en pige gående

Og da vi krydsede hinanden genkendte jeg hende som en af pigerne fra

gymnasietiden

En smuk pige

Kort, krøllet, blondt hår og underfundige øjne

Jeg kunne ikke huske hendes navn

Lyset var ved at forsvinde og jeg skulle finde Kongeegen

Men måske burde jeg have stoppet op og ladet som om jeg ikke kunne finde vej

Og måske havde hun inviteret mig på et glas

Hun boede sandsynligvis i et sommerhus i nærheden

Eftersom hun var på gåben og kun havde sommertøj på

Men jeg valgte Kongeegen og jeg fandt den til sidst

Stor og eksplosiv, revnet over

Men stadig grøn og levende

Det' Nordeuropas ældste egetræ

Formentlig fra dengang Jesus blev født

Og jeg lod de henfarne tider og de mest sælsomme tanker gennemstrømme mig mens

jeg stod der

Med min lille hånd på dette 2000-årige væsens bark

Og sommernatten sænkede sig over Nordskoven

Helt alene stod jeg der ved siden af denne mægtige kolos

Som jeg så længe har drømt om at se

Når jeg en dag ikke er her mere

Vil den stadig spire og skyde sine grønne blade hvert forår

Vi vandrer

Vi vandrer

Vi vandrer

Men kommer dog aldrig frem

Ensomme er vi født til den evige vandring

Ensomme er vi født til evigheds vandring

Vi vandrer over stok og sten

Men finder dog aldrig hjem

Vi vandrer

Vi vandrer

Vi vandrer

Vi vandrer

Ejnar lived in a tent all year

With his two German Shepherds

A tent he had built himself

Of tarpaulins

He lived out by Bregnehøjmosen

Drink alcohol at the end of the month

When there was no other option

He burned the public letters

The house had gone up for foreclosure after the mother's death

Nobody wants to throw good money after bad

When you get this far

You won't come back again

He was found before he got home to the tent

Was admitted to the hospital

They had to euthanize his two beloved dogs

But no one told Ejnar about that

After the death of his mother, these two creatures were the most precious thing he had

Grandma visited him

He told her that the dogs had come in the early dawn

The two German Shepherds climbed into the bed and laid down on either side of him

And they lay there together watching the sun rise

Grandma asked what the nurses had said about it

Ejnar replied that the dogs had crawled out of the bed and disappeared again,

before the nurses came in in the morning

And grandmother thought

«Now things are going well for Ejnar»

«Now things are going well for Ejnar»

We walk

We walk

And however, never emerges

Lonely are we born for the eternal wandering

Lonely are we born for life's walk

We walk over sticks and stones

But never finds home

In the apartment opposite, the television has been on every night for the two years I have lived here

Who are the people living in there?

The Mimbres bowls were placed over the dead person's face

And the soul of the dead man went out through the hole in the bottom of the bowl

The so-called hole of death

The television is the pit of death of my reborns

The hole through which their souls wander every night

To the alien, colorful sky of screen fantasies

They walk

They walk

They walk

But it never comes out

I was on a little adventure yesterday

Would drive to Slangerup to shop

It was early evening a little past six

The weather was lovely

I cycled on out of town

On August 14, 2015

Bought an ice cream

Cycled on to Frederikssund past Willumsens Museum

I stood by Crown Prince Frederik's old drawbridge and enjoyed the evening sun with them

diners at the Route 66 burger bar

I cycled across the strait and discovered that I was close to Jægerspris Skov

The place where Denmark's oldest living creature stands

The king's own

I have wanted to see it for a long time

Now the opportunity was there

I rode along a small gravel bike path and entered the Nordskoven

The sun was already setting

The trees stood silent and dark green

I found the King's Road and was led through a fine avenue of old sycamore trees

At the front Jægerspris Castle came into view

I continued further along the country road

After fifteen kilometers past fields and heath I came to Kulhuse

I must have driven past Kongeegen

Everything was quiet at Kulhuse

The last ferry to Frederikssund had left three quarters of an hour ago

Only a few bathers still stayed on the beach

I rode my bike right down to the water's edge

Tossed the clothes and jumped in

The water was warm and quiet

Out on the horizon I saw the sun sinking slowly into the ocean

It wanders

It wanders

It wanders

And however, never emerges

Lonely it is born for the eternal wandering

Lonely is it born for life's walk

It wanders over sticks and stones

But never finds home

I went up again

Wiped me with my clothes and confessed me with a suspended tourist card

That's how I found out that I could find Kongeegen by following Strandvejen

But it would soon be dark

I had to hurry

So I raced out along the Strandvejen and quickly entered the Nordskoven again

Towards me came a girl walking

And when we crossed paths I recognized her as one of the girls from

the high school years

A beautiful girl

Short, curly, blonde hair and subtle eyes

I couldn't remember her name

The light was about to disappear and I had to find Kongeegen

But maybe I should have stopped and pretended I couldn't find my way

And maybe she had invited me for a glass

She probably lived in a cottage nearby

Since she was walking and wearing only summer clothes

But I chose Kongeegen and I eventually found it

Big and explosive, cracked over

But still green and alive

It is Northern Europe's oldest oak tree

Probably from the time Jesus was born

And I let the bygone times and the strangest thoughts flow through me while

I stood there

With my little hand on the bark of this 2000-year-old creature

And the summer night descended over the North Forest

All alone I stood there beside this mighty colossus

Which I have so long dreamed of seeing

When one day I'm not here anymore

Will it still sprout and shoot its green leaves every spring

We walk

We walk

We walk

But it never comes out

Lonely are we born for the eternal wandering

Lonely are we born to wander forever

We walk over sticks and stones

But never finds home

We walk

We walk

We walk

We walk