Tor i Helheim - Myrkur

En stol højt monne stande alt under hvælvet sten

Den var af hovedpande og skøre dødningben

Der så man Hel at true, alt var hun hvid mod fod

Mod issen blå at skue af underløbet blod

Et dødningben det hvide vel bleget i måneskin

Hun straktes ud til kvide med et hævngærrigt sind

Det vare muldent lugte hun sprang det som en vånd

Som kongespir hun brugte det i sin grumme hånd

Det var så tyst derinde, en liglugt overalt

Der rørtes ingen vinde kun hule suk gengjaldt

Tre fakler blåligt lue ved hver en dødning stod

Man idel rædsel skue med intet spor af blod

Der så man Tor at smile, han vendte sig omkring

Han monne hurtigt ile hen i de dødes ring

Han råbte højt derinde da disse strenge ord

Så gå det hver en kvinde som ej tør følge Tor

I usselige dåre som frygter sår og død

Nu Hel jer evigt såre med kval og bitter nød

I lod ej hjelmen hvælve om issen kækt i strid

I skabtes til at skælve så skælv til evig tid

Derpå den strenge kæmpe tren fast for Hela frem

Han måtte stemmen dæmpe i hendes mørke hjem

Han sagde gustne kvinde retfærdigt straffer du

Dog står jeg ej herinde i en frivillig hu

Til Udgårds drot at drage dertil stod fast mit sind

Der kunne han så mage at her jeg vandret ind

Thi sig mig hvis du mægter hvad vej jeg vandre må

For til de stærke slægter i Jotunheim at gå

Der skreg til Mjølners svinger Hel med sin stemme styg

Det klang som sværdet klinger udi en panserryg

Forlad min sort bue gå frem snart est du der

Det blænder mig at skue din sundheds rosenskjær

Der vinkte brat behænde gud Tor med dristigt blik

Sig Loke bort mon vende da Hel forbi han gik

Fast han sit øje lukkede så tungt var ham den gang

Hun så på ham og sukkede i hendes spir det klang

A chair high monne stands all under the vaulted stone

It was of forehead and crazy skulls

There one saw Hel threatening, all she was white against foot

Against the ice blue to behold of underflow blood

A dead leg the white well bleached in the moonlight

She was stretched out to quiver with a vengeful mind

It was muddy smell she ran it like a water

As a royal spire she used it in her cruel hand

It was so quiet in there, a corpse smell everywhere

No winds were touched only hollow sighs reciprocated

Three torches bluish hat at each a dead stood

Man idel horror spectacle with no trace of blood

There one saw Tor smiling, he turned around

He quickly hurried into the ring of the dead

He shouted loudly in there when those harsh words

Then it goes every one woman who does not dare to follow Tor

In wretched fools who fear wounds and death

Now Heal you forever wounded with anguish and bitter distress

You did not let the helmet vault around the ice bravely in conflict

You were created to tremble like an earthquake forever

Then the strict giant train fixed for Hela forward

He had to muffle her voice in her dark home

He said gustne woman just punish you

However, I do not stand here in a voluntary mind

To Udgård's drot to go there stood my mind fixed

There he could so mage that here I walked in

For tell me, if you can, what path I must walk

To go to the strong families of Jotunheim

There was a scream at Mjølner's swinging Hel with his voice ugly

It sounded like the sword ringing in an armor back

Let my black bow go forth soon est you there

It dazzles me to behold the roses of your health

There abruptly waved deft god Thor with bold gaze

Tell Loki to turn away when Hel passed him

Though he closed his eye so heavily was him then

She looked at him and sighed in her spire that sound